Lav Barnets Bog og andre livshistorier med Trello

Home/GODE TIPS/Lav Barnets Bog og andre livshistorier med Trello

Lav Barnets Bog og andre livshistorier med Trello

Har du hørt om Trello?

Vi søger alle hele tiden efter ting og værktøjer, der kan gøre livet nemmere. Jeg har nu fundet et super godt værktøj til at organisere min tid og rent faktisk få lavet Barnets Bog, Tankespind og Din Livshistorie.

Værktøjet hedder Trello og jeg har svært ved at få armene ned!

Trello er et gratis, online værktøj til nemt at organisere og håndtere projekter. Jeg opdagede Trello for et år siden og jeg har nu brugt det til at håndtere op til flere projekter i mit liv.

Udover at jeg kan bruge Trello i min forretning, har jeg også brugt det privat til fx familiekalender, festplanlægning og ombygning af forskellige rum i vores hus. I min forretning bruger jeg Trello som redaktional kalender (to-do lister, blogindlæg og administration af hjemmeside).

Pludselig en dag slog det mig, at jeg kan bruge Trello til planlægning af de mange emner i Barnets Bog, Tankespind og Din Livshistorie!

Hvad er Trello så?

Trello bruger et unikt system af tavler (boards), lister, kort, labels og tjeklister for at hjælpe dig med at holde alting organiseret. Når du først har forstået konceptet, er det virkelig nemt at håndtere dine projekter og se alt det du skal gøre, i et flot overblik.

VIGTIGT: Jeg forklarer her, hvordan Trello fungerer når du skal lave Barnets Bog og for mere vejledning til hvordan Trello fungerer i al almindelighed, gå til Trellos egen hjælpeside her.

Tavler (boards)

Lav Barnets Bog og andre livshistorier med Trello

Her kan du se nogle af de tavler jeg har på min Trello konto. Tænk på disse tavler som hovedkategorier for alt det, du vil styre.

I ‘UniqueBook’ styrer jeg al administration, emner og blogindlæg. I ‘Barnets Bog’ styrer jeg alle emner jeg skal have skrevet i mine børns bøger og i ‘Tankespind’ styrer jeg alle de Tankespind jeg skal have lavet, samt blogindlæg omkring dem.

Foreløbigt har jeg (til dig) lavet en tavle til at håndtere Barnets Bog. Tankespind og Din Livshistorie kommer senere. Du kan downloade tavlen nederst i indlægget.

Lister

Lav Barnets Bog og andre livshistorier med Trello

Lister er underkategorier som du tilføjer dine tavler og de indeholder dine ‘kort’ med alle deres stadier. På Barnets Bog-tavlen har hver liste et kategorinavn, som er det samme kategorinavn, du finder på hjemmesiden, når du skal finde et emne.

På den sidste liste på denne tavle, finder du links til bloggen, hvis du får brug for hjælp. Trello er også et godt værktøj til at tilføje links i, så du nemt kan finde frem til forskellige ting på nettet.

Kort

Lav Barnets Bog og andre livshistorier med Trello

Sådan ser et kort ud, når du klikker på det. Som du kan se, er der en masse muligheder for at organisere det, som du vil.

Når jeg beslutter at lave et bestemt emne, åbner jeg kortet, tilføjer en deadline (dato) og giver kortet en rød label for at fortælle mig selv, at jeg har sat en deadline til at få dette emne færdigt.

Dette gør, at kortet vises på den fantastiske indbyggede kalender, der følger med Trello. Jeg viser kalenderen nedenfor.

På disse kort har jeg også indsat et billede, for visuelt at kunne se hvilket emne det drejer sig om. Nogle er visuelle, andre er ikke, så derfor jeg indsat billedet, som kan slettes, hvis du hellere vil have kort uden billeder.

Kortene indeholder:

Beskrivelse: Jeg har i feltet ‘beskrivelse’ skrevet teksten, der omhandler emnet. Det er den samme beskrivelse du finder i shoppen på hjemmesiden.

Links: Jeg har tilføjet links til hjemmesiden, der kan hjælpe dig på vej med emnet.

Tjekliste: Kortet indeholder også en tjekliste, som jeg vender tilbage til i indlægget.

Labels

Lav Barnets Bog og andre livshistorier med Trello

Labels er et godt og visuelt værktøj i Trello. Du kan oprette dine labels med titler og farver med kun få klik. Jeg bruger labels til alle mine kort, så jeg hurtigt kan se, hvilket stadie kortet er på. Dermed kan jeg se og følge min arbejdsproces.

Et eksempel er, at har jeg et igangværende kort, bliver det markeret med en rød og en gul label, så jeg kan se hvor langt jeg er. Jeg sætter ikke den grønne label på, før jeg er helt færdig i processen.

Du kan selv se, hvad der virker på dig i din proces, måske har du brug for flere labels.

Tjeklister

Lav Barnets Bog og andre livshistorier med Trello

Tjeklisten er mit bedste værktøj i Trello! Her er listet trin for trin, hvad der skal gøres ved emnet. Tjeklisten er den samme for alle emner og ikke alle emner har lige mange sider. Men du kan slette et punkt i listen, så tjeklisten passer til antal sider i emnet.

Uden på et uåbnet kort, vil der være en lille tæller, der fortæller dig om hvor mange punkter på tjeklisten, du har tjekket af.

Kalender

Lav Barnets Bog og andre livshistorier med Trello

Her er et eksempel på hvordan kalenderen i Trello ser ud, når du har planlagt dine kort med en dato.

Hvis du bestemmer dig for en ny dato, kan du bare flytte kortet hen til den nye dato og kortet vil automatisk opdatere kortet med den nye dato.

BONUS-info!

Abonnér på tavlen: I højre hjørne af din tavle (board), kan du se et link der hedder ‘Show menu’. Klik på det og klik derefter på ‘Subscribe’. Det gør, at hver gang jeg opdaterer denne tavle, vil du automatisk få opdateringen ind på din egen Trellotavle. Smart, ikk’?

Du kan også gøre det samme ved hvert enkelt kort, hvis jeg fx opdaterer eller tilføjer et link. Jeg har allerede trykket på subscribe-knappen ved hvert enkelt kort.

App til mobilen: Trello fås også som app til både IOS og Android, hvis du fx laver to-do lister og hurtigt vil tilføje noget, FØR du glemmer det.

Trello er GRATIS: Trello er gratis at bruge!! Kom i gang med det samme! Du kan også opgradere Trello, men jeg har endnu ikke fundet det nødvendigt. Opgraderingen er mere rettet mod større virksomheder.

Jeg ved, dette kan synes tidskrævende og kedeligt i starten, men når du først er inde i Trello, vil du undre dig over, hvordan du har overlevet så længe uden.

Hvis du beslutter dig for at bruge Trello til dine livsbøger, har jeg lavet en blank Trello-tavle til Barnets Bog, med alle kort og alt der hører til.

Tavler til Din Livshistorie og Tankespind kommer snart!

Download Barnets Bog tavlen her: Trellotavle til Barnets Bog

Du kan få mere hjælp til Trello her: Trellos hjælpeside

Få mere inspiration med Trello her: Trellos inspirationstavler

2016-09-21T09:34:24+00:00